Behandling

Hurtig topfit igen

PDF | Seite drucken | Seite weiterempfehlen

medi ROM Walker til anklen

Ved brud på anklen begynder behandlingen allerede på ulykkesstedet, dvs. vagtlægen eller ambulancelægen retter foden op for at undgå yderligere skade på bløddele, nerver og kar.

Benet holdes derefter i ro i en skinne på vej til sygehuset.

Ved ankelbrud uden forskydning og brud uden beskadigelse af ledbåndsforbindelsen mellem skinnebenet og lægbenet (syndesmose) kan bruddet behandles uden operation. Rettidig operation er som regel også udelukket ved patienter, der lider af alvorlige sygdomme og kun kan opereres med forhøjet risiko, ved alvorlige forstyrrelser i blodcirkulationen i benene, ved skinnebenssår eller infektioner i forfoden.

Når hævelsen i anklen er aftaget efter at have været lagt i en gipsskinne eller opskåret gipsbandage, lægges der en lukket gipsbandage. Efter fjernelse af gipsen og en røntgenundersøgelse kan belastningen øges gradvist. Simple brud på den udvendige ankelkno kan belastes fuldstændigt i gipsen med det samme. 

Operativ behandling

Hvis brudenderne er forskudt i forbindelse med brud på ankelleddet, er operation nødvendig. Det er også nødvendigt at operere, hvis syndesmosen - det er ledbåndsforbindelsen mellem skinneben og lægben - er beskadiget, dog kun hvis begge ledbånd er revet over. Hurtig operation - inden for få timer - er uundgåelig ved alvorlige skader såsom åbne brud, kar- og nerveskader samt brud med alvorlige bløddelsskader. Ved stor hævelse skal der ventes med operation, indtil hævelsen er aftaget, da der ellers er stærkt øget risiko for infektion. Indtil hævelsen af anklen er aftaget, lægges underbenet i en gipsskinne eller en opskåret gipsbandage. Benet skal lægges op samt køles.

For at forebygge muskelsvind og blodprop skal der startes med muskelspændingsøvelser med gipsen på. Indtil benet kan belastes fuldstændigt, skal der gennemføres en blodpropsforebyggende behandling. Det sker ved hjælp af fysioterapi og daglige, smertefrie indsprøjtninger med heparinderivat i mavens eller lårets fedtvæv. Når gipsen er fjernet, bør man træne intensivt med fysioterapeutiske øvelser for at genvinde bevægeligheden i anklen.