Følgende medicingrupper anvendes til behandling af knogleskørhed:

• Kalcium og D-vitamin
  danner grundlag for behandling og forebyggelse. Kalcium udgør hovedbestanddelen af knoglevævet. D-vitamin fremmer optagelsen af kalcium fra kosten, understøtter indbygning af kalcium i knoglerne og forbedrer muskelfunktionen.
• Bisfosfonater
  hæmmer de knoglenedbrydende celler. Knoglenedbrydningen reduceres, og knoglemassen øges. Dermed nedsættes risikoen for yderligere brud på rygsøjlen og andre kropsdele betydeligt.
• Selektive østrogenreceptormodulatorer (SERM)
  Den hyppigste årsag til osteoporose hos kvinder er mangel på hormonet østrogen efter overgangsalderen. Hvis østrogen mangler, øges nedbrydningen af knoglemasse. Østrogener kan derfor stoppe knoglenedbrydningen, men øger samtidig risikoen for brystkræft og hjertekredsløbssygdomme og anbefales derfor ikke til behandling af osteoporose. Østrogenreceptormodulatorer påvirker østrogenresponselementerne i knoglerne, men ikke i brystet og livmoderen og kan derfor anvendes i behandlingen.
• Calcitonin
  er et hormon, der dannes i skjoldbruskkirtlen. Det reducerer afgivelsen af kalcium og fosfat fra knoglerne. Samtidig øger det mængden af begge stoffer i knoglerne. Det har en lignende virkning som hormonbehandling med østrogener og anvendes derfor også som alternativ i tilfælde, hvor østrogenbehandling ikke kan anbefales. Lægemiddelstoffet anvendes desuden til mænd.
• Smertestillende midler
  Brud forårsager smerter. Specielt brud på rygsøjlen, som ofte forekommer ved osteoporose, nedsætter bevægeligheden. Derfor skal smerterne først og fremmest behandles med tilsvarende medicin. Rygortoser understøtter den medicinske smertebehandling ved at aflaste de ramte hvirvler.
• Fluorider
  har man længe anvendt i behandlingen af osteoporose. De virker stimulerende på dannelsen af knoglemasse og øger derfor knogletætheden, især i rygsøjlen. Behandlingen med fluorider må ikke strække sig over mere end tre år.